Brug hovedet...

Jeg traf en mand sent igår aftes, det var nede på hjørnet af Vestergade lige overfor 'Den våde hund'. Jeg spurgte ham ikke om noget, henvendte mig ikke til ham, men han fik mig til at stoppe ved fire næsten hviskede ord. "Hvad flygter du fra?" Hans ord var så lavmældte at de næsten sprudlede af provokation. Jeg vendte mig om, undskyldte mig selv og spurgte om det var mig han talte til.
Han kiggede op fra sit skumle mørke, jeg kunne se hans øjne, dybe, spørgende, som var det mig der havde sagt de første ord. Han rømmede sig og bød mig sin hånd, spurgte om vi var bekendte, om vi havde truffet hinanden før. Jeg rystede på hovedet, tog et skridt tilbage, han stod alt for tæt på mig, det gjorde mig usikker.
Med klar og tydelig, næsten varm, stemme sagde han "...nu vi alligevel står her alene, kan du så ikke hjælpe mig med en ting?" Jeg brød mig ikke om hans spørgsmål, gav han et lille nik som svar. "Kom med mig!" sagde han, og begynde at gå hen imod 'Den våde hund', "...jeg gir en cigaret, hvis du giver en at varme sig på!"
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gik med ham. Han satte sig, mens jeg gik i baren efter to, som aftalt. Han rakte mig en tændt cigaret, da jeg satte mig overfor ham, helt som aftalt. Han sad i stilhed, mens jeg røg min cigaret, som om situationen var ham ganske behagelig.
Jeg prøvede at virke rolig, støttede mig på begge albuer med løse håndled, cigaretten presset mellem min tommelfinger og langefinger. Tog nogle lange hvæs, holdt pause ved at tage en tår af min flaskes væske. Han havde nogle lange fingre, spejl blanke sko, trods gadens stank. Han havde lagt sin hat på bordet. Små perledråber havde samlet sig tilfældigt på dens sorte overflade.
I samme sekundt som jeg slukkede min cigaret, spurgte jeg ham om hvad han behøvede min hjælp til? "Giv mig dit selskab i aften!" Svarede han.