København

Mange sange er blevet sunget for dig, mange ord er blevet sagt om dig, mange har savnet dig, mange har elsket dig, mange har nydt din charme og din indsmirende os og dynkle afkrogningerne. Du er mit København.

SEJR

Hver eneste gang jeg gennemfører noget, er det en sejr for mig. Derved bryder jeg gamle mønstre, derved erkender jeg mig selv og min styrke og vilje. Ofte har jeg følt mig mislykket, ofte har jeg været bange for at begynde på noget i frygt for at mislykkes. Jeg har ofte spurgt mig selv hvorfor jeg er så bange for at mislykkes? -måske er det virkelighedens stræben efter at være perfekt, måske er det tanken om ikke at være god nok. Vi lever i et samfund hvor alt må være optimalt, jeg kræver af mig selv at jeg ikke falder, at jeg altid har løftet pande og brystet fremme. Men dette krav medfører ofte at angsten fælder benene for mig.

Jeg har haft meget fokus på de to ord, der danner spørgsmålet; Tør du? I mit spørgsmål har jeg ofte haft fokus på andre folk omkring mig. Det er nok fordi mine øjne og min sjæl ofte ser mere potentiale i folk jeg møder, end det potentiale de ser i dem selv. Derved får jeg lysten og drages til at provokerer og opmundre folk til at turde springe ud i deres usikkerhed og mærke mestringen eller faldet, der kun vil gøre dem stærkerer, hvis det sker. Ofte skal der ikke så meget til før folk prøver på det usikre, ofte er det bare et skulderklap eller en enkel bemærkning, der gør handlingens udfald. Det har tit undret mig at der ikke skal mere til, men det er nu ikke så underligt når man kigger på den verden vi lever i... En verden med den virkelighed, der siger til os at du er da ikke noget værd, du kan ikke noget, du er bare et menneske.

Samfundet vil have papirer på alt, samfundet aksepterer ikke den selvudviklet evne eller talent, før den er blevet blåstemplet af en højerer autoritet eller instans. Jeg bliver så ked i hjertet når jeg høre denne undskyldning for at folk ikke viser deres talent, når sætningen kommer med; Jeg er ikke noget, jeg har ikke noget på skrift af betydning. Mennesket er sin egen autoritet, sin egen herre og hvis dette var et udbredt faktum ville denne verden være fyldt med smukke kunstværker i alle former og aspekter.

Jeg er dog selv underlagt denne jantelov, selv om alt inden i mig strider imod den. Jeg virker måske mere ligeglad med loven for mange andre, men den er stadig naglet til min egen selvtillid, selvværd og selv billed. Jeg er ikke god nok. -og derfor tør jeg ikke.

På denne vandring i mine tanker omkring spørgsmålet; Tør du? -er jeg begyndt at spørge mig selv; Tør jeg? Tør jeg og springe ud i min usikre båd, uden åre og på vild indsø, tør jeg at stole på jeg kommer over til den anden bred? Tør jeg at stole på at jeg kan gå på vandet, på den usynlige bro... eller er min tvivl for lammende, er min tvivl til mine egne evner og talenter så styrende og overdøvende?

Mit ønske er at bryde disse mønstre, mit ønske er at stole på mig selv, min skønhed og mit jeg. Mit ønske er at blive venner med mig selv, så jeg derved kan lære at opmuntre mig selv, provokere mig selv til at springe ud i det usikre. Ønske om at blive uafhængig af en styrende tvivl, at min tvivl må være mit værktøj til at bryde rammerne og bryde med min usikkerhed.

Derfor er alt jeg springer ud i en sejr for mig. Hver ting jeg gennemføre er en sejr for mig, at jeg ikke i et fald giver op, men at jeg rejser mig igen, for at gå videre mod målet. For mig er sejren nærmerer større ved målstregen, hvis jeg har nogle ar, eller stadigt åbne sår der er på vej til at hele. En sejr. SEJR.

Hvem er jeg?

Mit udseende, min skal, mit jeg, mig selv, mine øjne, mit hjerte, sjælen min, mine hænder, tanker, idéer, mine følelser, personlighed og mine meninger og holdninger, mine betragtninger. Min omsorg, min tro, overbevisning, mine kampe, mine sejre, mit håndværk, min kunst. Min smag, min musik, mit univers, mit skuespil, mine oplevelser, mine reaktioner, inpulser. Mit blod, min krop, mit væsen, min sundhed, min fysik, min psyke, min mentale tilstand. Hvem er jeg?

Gad vide...

Gud, gad vide om jeg har en dråbe i vandet!!

MODER JORD

Hvor skal min vej ende? Frustreret hoved, frustreret bevægelse, intim nærhed og kærlighedens mangfoldighed og mismod mod denne verdens harm og indre vrede. Hvornår eksploderer du indre kerne, hvornår er hjertets nåde og omsorg brugt op, jeg spørger dig moder jord. Hvornår er din moderlige kærlighed opbrugt, falmet... Hvornår straffer du dine børn? Hvornår opdrager du dine kid? Jeg beder til at du må lade mig ligge skøbeligt og varmt i dine arme, jeg beder til at du må vugge mig i en søvn, en dyb søvn der giver mig drømmende, drømme om det du ønskede var virkeligheden. Men hvem er du virkelighed, ser jeg dig i øjnene eller er mine øjne falmet og sorte, såret af alle indtrykkene? Ser jeg bare det falmede billed, fordi mit hjerte er såret, fortvivlet over det som jeg har set og som jeg oplever og har oplevet? Jeg mærker også dit grædende hjerte, det var ikke det du ønskede, moder jord. Moder jord jeg høre din klage sang, jeg høre din stemme inde fra dybet.

Du kiggede kun op, men nu er dit ansigt vendt. Du kigger kun ned. Du kigger ikke dine børn i øjnene mere. Skammer du dig? Føler du dig mislykket? Er det grunden til dit nedslået ansigt?

Kunne jeg råbe så du hørte mig, ville jeg fortælle dig en historie om pigen, der altid kiggede ud på din bror når hun lå i sin seng. Jeg ville fortælle dig om pigens ensomhed, om hendes drømme og længsler. Jeg ville fortælle om drømmen der gentog sig nat efter nat, om broderen din og jeres genforening. Eksplotionerne, fyrværkeriet. I ville midt i kaos, se hinanden i øjnene, han ville ae din kind blidt og med øjnene sige at det altid havde været en fornøjelse at kigge ned på dig, og at det altid havde været en fornøjelse at være månen på den sorte højhimmel. Der i pigens drøm græder du, du græder og græder. Men hver morgen vågner pigen med spørgsmålet; Hvorfor? Var det sorgens tåre over undergangen eller var det glædens ved jeres genmøde? Pigen får aldrig svaret i denne historie. Jeg spørg dig derfor nu med mit sidste råb, mit sidste skrig; Hvorfor græder du, hvad er dine tåre farvet med?