TOMHEDEN

Jeg kender dine ord, jeg har set dit ansigt, mærket din kulde. Du sniger dig ind på mig med dine vante og charmerende ord om tryghed, omsorg og varme. Jeg lader mig lokke, jeg er svag og sårbar. Nøgen. Skabt af naturen, ødelagt af mennesket... Min følgesven, min byrde, min hovedpine. Jeg skriger, vil være fri, må være fri, jeg er den heldigste pige i verden. Men sammentidig den mest ensomme. Jeg mærker krampen i mit hjerte, blodet der løber langsommere, sløvet af solens stråler og vinterens kulde. Jeg er ikke alene, du er ved min side, udhuler mit indre og skriger mig i hovedet. Lader mig fryse, lader mig græde, lader mig vandre i mørke, kigger på mig uden at lade mig se eller høre dine tanker. Jeg begynder at løbe, måske er det lyset for enden af gangen, ude i horisonten der giver mig styrken i mine to ben, modet og håbet. Men du forlader mig ikke om jeg vandre på bjerget eller i dalen, så er du der, kold og klam. Trofast. Du er tomheden.