PRAHA

Jeg sad på Karlsbroen,

lænede mig tilbage,
og kiggede på himmelens krydsninger.

Lette briser fik mit hår til at kilde min næse,

en ubehagelig og legende kilden.

Jeg sukkede og ved mit suk,
brød orkesteret ud i en symfoni,
måske var det larm,
måske en sød fuglesang.

Syngende lod du
mig hvile i lydendes leg.

”Tag min hånd
dans til denne melodi,
lad os danse på floden
og se Karlsbroen nede fra.”

”Kom lad os løbe fra de mørke skyer,
gemme os i din lyrik og drømme om helligelsen
ved altid at være på denne fortryllende jord
og altid være en del af denne eventyrlige verden.”

Kafka, kom og vær den dansepartner jeg længes efter.
Kom og giv mig dine ord og dine tanker.


Luk ikke dit vindue om natten,
lås ikke din dør,
jeg vil banker tre gange,
det er mit signal,
det er mit råb om mere lyrik.

Kafka vær den herre,
der går med mig igennem Prahas små gader og stæder,
lad mig se dine gemmesteder for larmen,
lad mig høre din søde fuglesang.

Jeg ligger mit ønske,
nej mit håb,
skrevet med min hånd,
ved Rabbi Löws gravsten,
mit håb, håber jeg han møder og derved forløser mit ønske.

Det ønske om at opleve Praha
hånd i hånd med dig, fornøjelse, forventning og forløsning.

Hvis du, Rabbi Löw, opfylder mit ønske,
så fortæl ham at jeg sidder på Karlsbroen,
mens jeg kigger på himmelens tilfældige krydsninger
og venter på hans søde fuglesang.