SELVET

Mit jeg, mit selv, jeg selv, mig, ene og alene...
Hvorfra kommer behovet for at opleve og bryde op med grænserne, der er til for at danne mit, selvets omrids? Hvad ønsker jeg? Hvor vil jeg hen? Hvem bryder sig om det? Hvor fører min vej hen? Hvad skal min triumf her i livet være?

For hvem er det jeg kæmper? Er det min længsel efter at nå de højder, jeg aldrig troede jeg skulle nå? Er det den længsel som møder mig så tit i mine tanker, i min hverdag, i mine drømme, mine mareridts? Er det for alle andre jeg længes og kæmper?

Jeg mærker luften i mine lunger, tilsmurt i tjæren fra alle mine smøgers røg. Jeg bliver ved med mine afhængigheder og lader dem føre roret på mit eventyrs skib. De afhængigheder der altid er mine følgesvende om jeg er i nord eller syd, i mørket eller i lyset. Afhængigheder der tillader sig at dreje skibet om de vil og sætte kurs mod en ny kyst. En ny kyst med nye omgivelser, nye stier at udforske og de kan ikke ligge ukendte hen. Jeg drages til at se og mærke med mine bare fødder på stiens terræn. Smerten, sødmen, kedsomheden, vreden, glæden, tvivlen, troen på noget godt, troen på at den fører mig til et sted, et hemmeligt sted.

Et sted hvor jeg måske kan finde svaret, svaret på de spørgsmål der plager min bevidsthed. Svaret på om jeg nogensinde kan stille mig tilfreds med det jeg er og at jeg ikke får svaret på alle mine spørgsmål.

Jeg har været træt af at høre på min egen stemme, det lidt for tidligt at blive træt af den. For tidligt indimellem at føle udmattelse ved den. Jeg skal lytte til den mange år endnu, jeg skal besvare og stille spørgsmålene med den. Men når den en dag udtaler svarene, vil jeg måske komme til helt at nyde og høre den tale igen. Som var den en solsorts sangstemme og liflige melodi, der vidner om at foråret er på vej og at solen snart vil skinne og brænde alle skyggerne væk.

Jeg hører selvets stemme, dens egen stemme...

Selvets råb, klingende og skærende, fandt det vejen frem til min afgrunds indre og påvirket af ekkoet fandt det frem til mit ydre, påvirkede mit smil, mine rynker blev dybere og mørket omkring mine øjne blev næsten sort. Kulsort, som hvis natten ikke havde månen og stjernerne på dens himmel. Som stod man i en tæt pakket nåletræs skov. Mine øjne famler i mørket, famler og leder efter en lysning fra nålene omkring dem.