SEJR

Hver eneste gang jeg gennemfører noget, er det en sejr for mig. Derved bryder jeg gamle mønstre, derved erkender jeg mig selv og min styrke og vilje. Ofte har jeg følt mig mislykket, ofte har jeg været bange for at begynde på noget i frygt for at mislykkes. Jeg har ofte spurgt mig selv hvorfor jeg er så bange for at mislykkes? -måske er det virkelighedens stræben efter at være perfekt, måske er det tanken om ikke at være god nok. Vi lever i et samfund hvor alt må være optimalt, jeg kræver af mig selv at jeg ikke falder, at jeg altid har løftet pande og brystet fremme. Men dette krav medfører ofte at angsten fælder benene for mig.

Jeg har haft meget fokus på de to ord, der danner spørgsmålet; Tør du? I mit spørgsmål har jeg ofte haft fokus på andre folk omkring mig. Det er nok fordi mine øjne og min sjæl ofte ser mere potentiale i folk jeg møder, end det potentiale de ser i dem selv. Derved får jeg lysten og drages til at provokerer og opmundre folk til at turde springe ud i deres usikkerhed og mærke mestringen eller faldet, der kun vil gøre dem stærkerer, hvis det sker. Ofte skal der ikke så meget til før folk prøver på det usikre, ofte er det bare et skulderklap eller en enkel bemærkning, der gør handlingens udfald. Det har tit undret mig at der ikke skal mere til, men det er nu ikke så underligt når man kigger på den verden vi lever i... En verden med den virkelighed, der siger til os at du er da ikke noget værd, du kan ikke noget, du er bare et menneske.

Samfundet vil have papirer på alt, samfundet aksepterer ikke den selvudviklet evne eller talent, før den er blevet blåstemplet af en højerer autoritet eller instans. Jeg bliver så ked i hjertet når jeg høre denne undskyldning for at folk ikke viser deres talent, når sætningen kommer med; Jeg er ikke noget, jeg har ikke noget på skrift af betydning. Mennesket er sin egen autoritet, sin egen herre og hvis dette var et udbredt faktum ville denne verden være fyldt med smukke kunstværker i alle former og aspekter.

Jeg er dog selv underlagt denne jantelov, selv om alt inden i mig strider imod den. Jeg virker måske mere ligeglad med loven for mange andre, men den er stadig naglet til min egen selvtillid, selvværd og selv billed. Jeg er ikke god nok. -og derfor tør jeg ikke.

På denne vandring i mine tanker omkring spørgsmålet; Tør du? -er jeg begyndt at spørge mig selv; Tør jeg? Tør jeg og springe ud i min usikre båd, uden åre og på vild indsø, tør jeg at stole på jeg kommer over til den anden bred? Tør jeg at stole på at jeg kan gå på vandet, på den usynlige bro... eller er min tvivl for lammende, er min tvivl til mine egne evner og talenter så styrende og overdøvende?

Mit ønske er at bryde disse mønstre, mit ønske er at stole på mig selv, min skønhed og mit jeg. Mit ønske er at blive venner med mig selv, så jeg derved kan lære at opmuntre mig selv, provokere mig selv til at springe ud i det usikre. Ønske om at blive uafhængig af en styrende tvivl, at min tvivl må være mit værktøj til at bryde rammerne og bryde med min usikkerhed.

Derfor er alt jeg springer ud i en sejr for mig. Hver ting jeg gennemføre er en sejr for mig, at jeg ikke i et fald giver op, men at jeg rejser mig igen, for at gå videre mod målet. For mig er sejren nærmerer større ved målstregen, hvis jeg har nogle ar, eller stadigt åbne sår der er på vej til at hele. En sejr. SEJR.