Gad vide...

Gud, gad vide om jeg har en dråbe i vandet!!

MODER JORD

Hvor skal min vej ende? Frustreret hoved, frustreret bevægelse, intim nærhed og kærlighedens mangfoldighed og mismod mod denne verdens harm og indre vrede. Hvornår eksploderer du indre kerne, hvornår er hjertets nåde og omsorg brugt op, jeg spørger dig moder jord. Hvornår er din moderlige kærlighed opbrugt, falmet... Hvornår straffer du dine børn? Hvornår opdrager du dine kid? Jeg beder til at du må lade mig ligge skøbeligt og varmt i dine arme, jeg beder til at du må vugge mig i en søvn, en dyb søvn der giver mig drømmende, drømme om det du ønskede var virkeligheden. Men hvem er du virkelighed, ser jeg dig i øjnene eller er mine øjne falmet og sorte, såret af alle indtrykkene? Ser jeg bare det falmede billed, fordi mit hjerte er såret, fortvivlet over det som jeg har set og som jeg oplever og har oplevet? Jeg mærker også dit grædende hjerte, det var ikke det du ønskede, moder jord. Moder jord jeg høre din klage sang, jeg høre din stemme inde fra dybet.

Du kiggede kun op, men nu er dit ansigt vendt. Du kigger kun ned. Du kigger ikke dine børn i øjnene mere. Skammer du dig? Føler du dig mislykket? Er det grunden til dit nedslået ansigt?

Kunne jeg råbe så du hørte mig, ville jeg fortælle dig en historie om pigen, der altid kiggede ud på din bror når hun lå i sin seng. Jeg ville fortælle dig om pigens ensomhed, om hendes drømme og længsler. Jeg ville fortælle om drømmen der gentog sig nat efter nat, om broderen din og jeres genforening. Eksplotionerne, fyrværkeriet. I ville midt i kaos, se hinanden i øjnene, han ville ae din kind blidt og med øjnene sige at det altid havde været en fornøjelse at kigge ned på dig, og at det altid havde været en fornøjelse at være månen på den sorte højhimmel. Der i pigens drøm græder du, du græder og græder. Men hver morgen vågner pigen med spørgsmålet; Hvorfor? Var det sorgens tåre over undergangen eller var det glædens ved jeres genmøde? Pigen får aldrig svaret i denne historie. Jeg spørg dig derfor nu med mit sidste råb, mit sidste skrig; Hvorfor græder du, hvad er dine tåre farvet med?

Berør mig...

Solen er gået ned, jeg er våd og kåd efter livet, mit livs vej, mit livs nu, mit livs jeg. Hold mig i hånden hele vejen og før mig af dine veje, du tager dig af mig, du holder mig når mine stærke muskler fejler og bliver svage, du flyver med mig, du inviterer mig op i din jetjager, lader hastigheden stige, mine årer ville skrige, hvis de havde stemme, ville de ikke lyden gemme. Rød, gul, blå, regnbue dråber. De alle sammen bare måber. Lader mig løbe, men kan kun søbe, i den tilfredsstillelse, den kendelse. Af at livet er mig nådesfuld, jeg ligger bare blødt i dens muld. Hold vejret, lad regnen ikke komme, først når jeg er med... Først når jeg er med.

Må have mine følelser ud....

Selvtydelse.

...tydelse af selvet, tydelsen selv, tyder på selve tydelsen af selvets utydelige, ydelsen af tydelsen af selvet er selvtydelsen. Frydelsen kommer i nydelsen af ydelsen ved snydelsen af selvet!!!... Jeg må i seng nu, nyd den ydelse af skrivning og snyd for selvets skyld.

Kontroversiel krig...

TOMHEDEN

Jeg kender dine ord, jeg har set dit ansigt, mærket din kulde. Du sniger dig ind på mig med dine vante og charmerende ord om tryghed, omsorg og varme. Jeg lader mig lokke, jeg er svag og sårbar. Nøgen. Skabt af naturen, ødelagt af mennesket... Min følgesven, min byrde, min hovedpine. Jeg skriger, vil være fri, må være fri, jeg er den heldigste pige i verden. Men sammentidig den mest ensomme. Jeg mærker krampen i mit hjerte, blodet der løber langsommere, sløvet af solens stråler og vinterens kulde. Jeg er ikke alene, du er ved min side, udhuler mit indre og skriger mig i hovedet. Lader mig fryse, lader mig græde, lader mig vandre i mørke, kigger på mig uden at lade mig se eller høre dine tanker. Jeg begynder at løbe, måske er det lyset for enden af gangen, ude i horisonten der giver mig styrken i mine to ben, modet og håbet. Men du forlader mig ikke om jeg vandre på bjerget eller i dalen, så er du der, kold og klam. Trofast. Du er tomheden.